EPICO er hovedpersonen i den episke fortælling om Nytårskuren 2020
Et nyt årti er startet, vi skriver 2020 og scenen er sat: Den episke nytårsfortælling starter ikke langt fra EPICO i Ballerup – nemlig Nordisk Film i Valby. Hovedpersonerne er i år 120 konsulenter og medarbejdere fra EPICO, hvilket allerede er en rekord med 30 flere end ved sidste event.
Isbjørn på glatis – startskuddet til Nordisk Film
Lidt efter lidt ankom de forventningsfulde medarbejdere og konsulenter til Nordisk Film, og blev hurtigt sendt ud på en guidet tur i mindre grupper. Her fik vi den barske, men samtidig interessante historie om Nordisk Film, som blev grundlagt i 1906 af Ole Olsen.
Vidste du for eksempel, at Nordisk Film logoet med isbjørnen, er inspireret af Nordisk Films stumfilm, Isbjørnejagt? Baggrunden for filmen var, at Ole Olsen havde købt en gammel Isbjørn billigt og tænkte, at den kunne man da godt lave noget spændende med. Det år var det tilfældigvis en ekstrem kold vinter, så Øresund var bundfrossen. Derfor fik Hr. Olsen den ide at filme Isbjørnen ude på isen, og skyde den. Det var det, filmen i alt sin enkelthed gik ud på, et plot som nok ikke var gået i dag. Dengang var filmen dog revolutionerende og blev en kæmpe succes.
Den guidede tur bød også på et stærkt skud af nostalgi til mange af hovedpersonerne, hvor man i Olsen Banden museet blev genforenet med Egons ikoniske hat, Yvonnes blomstrede kjoler og Bennys ternede jakker.
Herefter var velkomstdrinksene linet op, lysekronerne var spændt fast, scenen stod klar og der var dækket op til lækker middag.
Skide godt, Epico!
Den første til at indtage scenen var ingen anden end selveste Benny fra Olsen Banden... eller næsten da, men ligheden var imponerende. Han præsenterede aftenen, og der var lagt op til en aften, hvor alt ville blive ”skide godt!”, som Benny så rigtigt formulerede det. Benny overdrog herefter scenen til Jan Hansen, som bød alle velkommen, og kort opridsede 2019.
I EPICO har vi nemlig arbejdet på at være det naturlige valg for konsulenter, og dette mål har båret frugt i andet halvår af 2019. Jan Hansen nævner, at EPICO havde en lidt langsom start på 2019, men at vi hen over sommeren og efteråret er kommet godt efter det, og endda slog rekord for antal konsulenter på kontrakt! Hertil fremhæver Jan Hansen, at vi har oplevet en stigende interesse for EPICO fra både dygtige konsulenter og nuværende samt nye kunder. En god afslutning på et år med en langsom opstart, og med de ord i mente, var det tid til den lækre middag.
Efter middagen, blev scenen indtaget af Jesper Rosenkrantz, som udfordrede vores paratviden med en filmquiz om danske film. Her skulle vi bl.a. se pixelerede trailere og gætte filmen, navigere i filmpuslespillet og genkende danske skuespillere - en udfording, som nogen klarede bedre end andre, og vinderholdet fik æren samt champagne som præmie.
Herefter indtog bandet Jazz Trio scenen, og spillede lige ind til festen sluttede omkring midnat. Alt i alt en episk aften, hvor der var lagt op til en sjov og hyggelig start på det nye årti!